MOTORSKIFT PÅ MIT WARN 8274

Tekst og billeder Asger Jørnow

I sidste nummer skiftede jeg bremsen i mit Warn 8274 spil, da det stort set ikke kunne bremse, og denne gang syntes jeg at det trængte til en opgradering af trækstyrken. Og så var det begyndt at lække olie. Jeg havde forsøgt at løse problemet med et nyt pakningssæt i foråret, men det blev bare ved.

Via www.4wd.nu fik jeg svar på hvad der skulle bruges, samtidig fik jeg beskrevet systemet til at knække datokoden på mit spil, som er AO9, hvilket betyder A for første måned i året, O for 15. arbejdsdag i måneden, da O er 15. bogstav i alfabetet, og 9 for år der slutter med 9. Måske regnede de ikke med at producere spillet i mere end 10 år, men der er kun et tal til året. Der kan nu være tale om enten ca. 20. januar 1979 eller 1989. Da mit spil har den gamle Prestolite motor der udgik i 1987 måtte det være fra 1979, så det er en ældre dame.

Jeg skulle bruge en motor, og en tandhjul til motoren, idet den gamle motor er med en anden aksel end de nyere motorer. Når jeg alligevel var i gang kunne jeg lige så godt gå skridtet fuldt ud og købe en 6,8 HK Bow Motor 2. Lidt søgning på nettet viste at min gamle motor kun var på 2,1 HK, så der ville blive tale om en ca. 325 % ydelsesforhøjelse. Det eneste der er nødvendigt er som sagt en motor og et tandhjul, men jeg blev alligevel overbevist om også at købe en ny forstærket hovedaksel, da den originale kan knække under den langt større belastning.

Den originale aksel har en slids hvor akslen er tyndest, hvori den bliver låst fast til huset med en plade i slidsen, men Gigglepin’s er radikalt anderledes. Den låses fast med en låsering hvor akslen er tykkest, og bremsen låses fast udvendigt med en skrue i stedet for en låsering. De siger at den originale ofte knækker netop i denne slids, eller simpelt hen bryder sammen under det større pres end den er designet til.

For at teste hvor meget den nye Bow Motor 2 betyder for ydelsen målte jeg indspliningshastigheden med den gamle motor og med den nye uden belastning. Til min store forbløffelse ydede den gamle motor ikke så skidt end da. Den kunne ubelastet spole ind med lidt over 21m pr. minut, hvilket ikke er langt fra de lovede 22 m. pr. minut for et nyt spil med 4,6 HK motor, og den nye motor klarede det med 28 m pr. minut, hvilket er en hastighedsforbedring på 33 %. Så kommer det mere subjektive med hvordan den virker under belastning ude i terrænet, som er lidt svært at måle.

Selve det at skifte motoren er ganske simpelt, og blev klaret på ca. en time på en villavej, inklusive at tage billeder til artiklen.

Man sikrer sig at motoren er koblet fra batteriet, både plus og minus, noterer sig kablernes placering, og skruer dem af. Hvorefter motoren kan demonteres.

Først skal man have friløbet demonteret, det gøres ved at fjerne håndtaget og trække tandhjulet af motorens aksel, og huske ikke at tabe splitten ned i gearkassen, hvis man har den gamle type motor.

Motoren sidder kun fast med de to skruer der går gennem motoren, og så er det ellers bare at trække den ud af lejet. Det var dog ikke helt bare lige, da min jo havde siddet der siden 1979 eller ca. 32 år, så der var lidt overfladerust på akslen som skulle mases gennem lejet, men ud kom den efter moderat fysisk pres fra en lille hammer.

Den gamle motor

Demontering af den gamle motor

Den nye motor bliver leveret komplet med nyt leje, så det gamle skal bankes forsigtigt ud og erstattes med det nye. Da huset er lavet af aluminium skal man ikke tæve for vildt på det, og man skal være varsom med kun at slå på yderkransen af lejet når det nye skal ind, så man ikke starter med at ødelægge det.

Den nye Bow motor 2 og leje

Så er det ellers bare på med den nye motor, og huske at montere pakningen mellem motor og hus (skal bestilles særskilt), og smøre både aksel og skruer med kobberfedt så det er til at få fra hinanden om 32 år når den måske skal skiftes igen.

Husk at smøre akslen på din nye Bow motor 2

De forskellige tandhjul til warn 8274

Når motoren er på skal friløbet monteres med det nye tandhjul, og dækslet pakkes med flydende pakning så der ikke kommer vand ind. Og kablerne monteres som på den gamle, nu med stel direkte på motoren, og ikke som med den gamle Prestolite motor via spil monteringen.

Mine kabler fra relæboksen var også noget tvivlsomme, og alt for tynde, og den ene kabelsko gemmentæret. Så det er godt at jeg har bestilt et nyt relæ og kabelsæt. Så jeg var noget nervøs da jeg satte strøm på, men det virkede alt sammen uden blå røg eller problemer, og vi kunne lave hastighedsmåling. Men jeg tør ikke bruge det under fuld belastning før både aksel og kabler er skiftet.

Kablerne er vist udskiftningsmodne

Sammenligning af Bow motor 2 og original

Nu skal jeg så til det noget mere besværlige arbejde med at modificere huset til den nye hovedaksel og montere nyt relæ, men mere om dette i næste artikel.